Patientskader og patienterstatning

Patientskader kan opstå som følge af en behandling eller fejldiagnose i det danske sundhedssystem, fx ved behandling på et hospital eller ved egen læge, hvor patienten kan kræve sin personskade i erstatning. Dette gælder uanset, om der er begået en fejlbehandling eller ej – så længe der blot er blevet påført merskade i forhold til den lidelse, der i første omgang skulle behandles for.

Her på siden kan du læse om:

Hvad er en patientskade?

Patientskader er skader, der opstår som følge af komplikationer i forbindelse med sundhedsfaglig behandling udført af en autoriseret sundhedsperson eller en medhjælper under sundhedspersonens ansvar. Du er dækket af erstatningsordningen, uanset om behandlingen har fundet sted på et offentligt hospital eller privat sygehus, og om behandlingen er udført af din egen læge, en speciallæge eller øvrige privatpraktiserende autoriserede sundhedspersoner.

Der kan både være tale om fysiske og psykiske skader, og det er et krav for erstatning, at du skal have lidt et tab - økonomisk, fysisk eller psykisk. Du kan også være berettiget til patienterstatning i forbindelse med en for sen diagnose, hvis du ved hurtigere diagnosticering kunne have undgået skaden. Det samme er tilfældet, hvis du oplever skadelige bivirkninger, der skyldes et lægemiddel.

Der skelnes overordnet mellem to typer patientskader:

  • Behandlingsskader: Skader, der skyldes forkert, manglende, utilstrækkelig eller forsinket behandling.
  • Lægemiddelskader: Skader, der skyldes sjældne eller alvorlige bivirkninger fra medicin. Dette kan også gøre sig gældende, selv hvis bivirkningerne fremgår af indlægssedlen.

Hvis du har fået en patientskade, kan du have ret til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, tab af erhvervsevne, varigt mén, helbredelsesudgifter eller svie og smerte. Muligheden for at søge erstatning gælder for alle, der modtager behandling eller køber medicin i Danmark.

Når du søger erstatning for patientskade, gælder det, at der skal være tale om en skade, som ellers ikke ville være opstået, hvis du ikke havde været udsat for den givne behandling. Er du i tvivl, om du har været udsat for en patientskade? Kontakt os og lad os hjælpe dig videre.

Hvordan vurderes en skade?

Når en skade vurderes, sker dette ud fra lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, hvor de tre mest anvendte regler er:

  • Specialistreglen: Den behandling, du har modtaget, skal altid svare til den bedste behandling, der kan forventes hos en erfaren specialist. Ud fra en second opinion fra en kvalificeret læge på området vurderes det, om indgrebet, operationen eller behandlingen har været udført under denne standard, eller om skaden var uundgåelig - dette er f.eks. tilfældet, hvis specialisten ikke selv kunne have handlet anderledes. Denne regel dækker også over sager om forkert diagnose, forkert behandling eller forsinket diagnose. Alle skader vurderes som udgangspunkt ud fra specialistreglen.
  • Rimelighedsreglen: Der foretages en vurdering af, om komplikationerne, der er opstået under sygdomsforløbet, går ud over, hvad en patient i forvejen må kunne tåle. Jo mere alvorlig en sygdom er, jo større følger af behandlingen skal man også tåle.
  • Apparaturreglen: Personer, som har lidt skade grundet fejl ved røntgenapparat, sprøjter eller lignende medicinsk udstyr, kan tildeles erstatning ud fra denne regel.

Som udgangspunkt kan du få erstatning efter patienterstatningsreglerne, hvis der enten er sket fejl i forbindelse med behandling, eller behandlingsresultatet er ringere end forventeligt.

Hvad kan du få patienterstatning for?

Du kan have ret til erstatning for patientskade ved flere forskellige typer skader. Disse inkluderer:

  • Skader, som kunne være undgået: Dette gælder, hvis en erfaren specialist ville have truffet en anden beslutning i samme situation, hvormed skaden potentielt kunne være undgået.
  • Skader som følge af alvorlige og sjældne komplikationer: Gælder, hvis der er tale om komplikationer, der overskrider det, du med rimelighed må forvente i forbindelse med den pågældende sygdom (jf. rimelighedsreglen).
  • Fejl eller svigt i medicinsk udstyr og lignende: Indebærer tilfælde, hvor skaden skyldes mangelfuld funktion eller fejl i udstyr og andre medicinske apparater.
  • Skaden kunne være undgået ved alternative behandlingsmetoder: Gør sig gældende, hvis skaden kunne være forhindret med en alternativ, lige så effektiv behandlingsteknik.

Hvilken type skader dækkes ikke af Patienterstatningen?

Det er værd at påpege, at ikke alle typer skader berettiger erstatning. Dette gælder eksempelvis skader, som naturligt følger af den pågældende sygdom, og skader som hænger sammen med, at du ikke er blevet rask som følge af en given behandling eller et anvendt lægemiddel.

Hvis skaden er opstået som følge af, at du er blevet behandlet i udlandet, er det som udgangspunkt ikke muligt at få erstatning. Dette afgøres af, om behandlingen er foregået efter henvisning fra det danske sundhedsvæsen, hvorfor du i så fald kan være berettiget til erstatning. Hvis du på eget initiativ har opsøgt behandling i udlandet, eller hvis behandlingen er sket gennem en privat udbyder, henvises der til det specifikke lands regler og love.

Hvordan søger du erstatning for fejlbehandling?

Patientskadede personer skal først og fremmest anmelde skaden og søge erstatning ved Patienterstatningen, som er et offentligt organ, der behandler og udbetaler erstatning ved patientskader. Du kan søge om patienterstatning ved Patienterstatningen her.

At få behandlet din sag hos Patienterstatningen kan være en lang og tung proces, hvorfor vi anbefaler, at du rådfører dig med en advokat, der har erfaring inden for patienterstatning.

Der er flere ting, som er afgørende for, om du får medhold i din patienterstatningssag. Det kan således være en god idé at søge advokathjælp fra start. Her gælder eksempelvis frister for anmeldelsen, klage- og ankemuligheder af afgørelsen, udfordringer i forbindelse med inhabilitet samt andre betingelser for patienterstatning.

Hvilke anmeldelsesfrister skal du være opmærksom på?

Du skal anmelde en patientskade inden for 3 år, efter du har opdaget, at behandlingen har forårsaget en skade. Hvis du ikke har mistanke om, at du har lidt en skade, så er fristen 10 år. Hvis du ikke anmelder skaden inden for denne tidsramme, så kan du have mistet muligheden for at få patienterstatning.

Hvis du er i tvivl, om du skal anmelde en patientskade og søge erstatning, så er du velkommen til at kontakte os. Vi hjælper gerne med at vurdere din sag.

Hvilke klage- og ankemuligheder er der?

Hvis du ikke har fået medhold i sagen, kan Patienterstatningens afgørelse påklages til Ankenævnet for Patienterstatningen.

Hvis du har fået tilkendt erstatning, men er utilfreds med erstatningens størrelse, skal du være forsigtig med at klage til ankenævnet. Det betyder nemlig i første omgang, at udbetalingen stilles i bero - og det kan i sidste ende betyde, at du helt mister den erstatning, du er tilkendt. Det er vigtigt at overveje, hvilke afgørelser du vælger at klage over, da det ikke altid kan betale sig.

Er du i tvivl, om du skal klage til ankenævnet? Vi kan rådgive dig om, hvornår du bør klage og hvilke risici, der er forbundet med det.

Advokat med speciale i patientskader

Ved at involvere en advokat i sagen kan du forbedre dine erstatningsmuligheder og sagens erstatningsbeløb samt sikre, at alle væsentlige detaljer og forhold, relateret til sagen bliver taget til overvejelse. På den måde får du de bedste forudsætninger for erstatningssagen. 

Der er flere muligheder for erstatninger, som kan afdækkes af en professionel vurdering af din sag, herunder: 

  • Tabt arbejdsfortjeneste
  • Varigt mén
  • Erhvervsevnetab
  • Svie og smerte
  • Helbredelsesudgifter og andet tab
  • Forsørgertabserstatning.

Der er generelt gode odds for at modtage erstatning ved patientskader, da cirka 35 % i dag får medhold i deres sag. Det kræver dog medicinsk indsigt samt erfaring med særlige bevisprincipper, som skal klarlægges ved patientskade erstatning. 

Har du brug for hjælp?

Første henvendelse er gratis

Vi svarer som regel inden for 48 timer. Ved akut brug for hjælp bedes du ringe på 20 45 55 85